Forsiden Program Formål Tilmelding Links Kontakt Referater


Troens veje

PROGRAM 2019-20

Lektion 3

lørdag 11. januar 2020 kl. 9.00-12.00


Troens veje


Peter Lodberg, professor, dr. theol., Aarhus Universitet.


Troen er ikke kun på vej. Den kan også give ro og indhold i en hverdag, hvor vi er optaget af det nære. Vi kan ligefrem tale om trofasthed og mener dermed, at enten vi selv eller andre aldrig svigter, når der er brug for hjælp eller livsvarigt venskab.
Troen giver os måske ikke løsningen på livets gåde, men den kan bære os gennem det meningsløse.


I dag møder tro hinanden. Mennesker tror forskelligt og på noget forskelligt. Det kan enten berige mødet, når tro møder tro, eller det kan også skabe usikkerhed og modstand.  Vi kan blive bange for, at ny tro vil rive tæppet væk under vores livsform og tradition, som vi er glade for.

Vi kan føle os udfordret på vores egen tros vegne og blive usikre på, om vores tro nu også er den rigtige og sande. Eller vi kan hilse ny tro velkommen som sandpapir for vores egen tro og en kilde til at fordybe os i ligheder og forskelle mellem forskellige former for tro.


Troen kan rette sig mod meget forskelligt. Asatro genoptager troen på de nordiske guder. Kristentro henter sit indhold fra troen på Jesus som Guds søn og verdens frelser. Muslimsk tro omfatter en tro på Gud, engle, Koranen, profeter, dommedag og altings forudbestemmelse. Jødedom er studiet af Guds lov som forudsætning for at kende Guds vilje, så vores handlinger er gode.

Vi kan diskutere, hvor grænsen går mellem tro og filosofi. Det gælder i forhold til buddhismen. Mange buddhister i Danmark vil sige, at buddhismen er en filosofi, selvom buddhistiske foreninger er godkendt som trossamfund. Centrum er ikke en tro på en gud, men længslen efter at erkende nirvana, som er ensbetydende med total kontrol, så begæret ikke længere har magten over os.

Troen går i dag ad mange veje, og vi skal gå et stykke ad vejen i foredraget.


Asperup Sognehus, Kirkestræde 1A, Asperup 5466


Find vej

Klik her for printervenlig version af programmet (Pdf)

Tilbage